jeg kom cyklende med den gamle

da han pegede på et hus og sagde

dem der bor der er nogle stakler

det er staklernes hus

så jeg tænkte mig en familie

af skimmel og svamp

der var mørkt bag alle ruder

højst en enkelt nøgen lampe

lyste bagest i en stue

hvor de nok sad og grublede

i staklernes hus

der var aldrig nogen der så dem

ikke så vidt jeg ved

nogen sagde de så et postbud

gå fløjtende derind

han tørrede en tåre væk med uniformens ærme

idet han kom ud

der blev aldrig fejet fortov

folks lort fik lov at ligge og drive

man var enige om at staklerne var for stakkels

til at feje og rive

så’n som der så ud

omkring staklernes hus

kun vilde blomster voksede

i et enkelt bed

men de vendte hovederne ud mod gaden

de vendte blomsterryggen til

og hvis en fugl kom til at flyve henover staklernes hustag

pippede den forskrækket og slog et lodret slag

og skyndte sig op i himlen

over staklernes hus

vi voksede op og lærte os den dér duknakkede gang

der var standard når man gik forbi staklernes hjem

nogen gange tænkte jeg på

hvordan vi mon så ud

hvis nogen kiggede ud på os

indefra staklernes hus

vi var mange der havde svært ved

at nærme os en pige

men man ku’ altid snakke om staklerne

hvis man manglede noget at sige

hva’ så har du hørt om de stakkels stakler

i staklernes hus

– lad mig lægge en arm omkring dig

og lad os gå en tur og lad mig vise dig

staklernes hus